FAQ

Få svar på alle dine spørgsmål i forbindelse med Ed Sheerans koncerter i Øresundsparken d. 28., 29., 30. og 31. august 2025.

HVOR & HVORNÅR

Koncerterne finder sted i Øresundsparken, 2770 Kastrup.
Dørene åbner kl. 16.00.
Musikken starter kl. 18.00 med Tori Kelly, efterfulgt af Myles Smith – og til sidst Ed Sheeran.
Koncerten forventes afsluttet ca. 22.30.

Det er ikke muligt at forlade pladsen og vende tilbage senere, når man først er kommet ind.

Øresundsparken er et offentligt grønt område på Amager i Tårnby Kommune, placeret mellem Amager Strandvej og Bøjlevej tæt på Sneglen og Den Blå Planet.

Når en kunstner af Ed Sheerans kaliber kommer til Danmark, kræver det ekstraordinære rammer. Der er meget få steder i Danmark, der kan rumme 45.000 mennesker, som vi nu samler i Øresundsparken fire dage i træk.

BILLETTER

For at gøre dit billetkøb så sikkert som muligt, har Ed Sheeran og hans hold på denne turné en såkaldt app-billet, som sikrer fans mod kopiering, falske billetter og ulovligt videresalg. Din billet skal derfor IKKE printes, men ligger i appen og scannes ved indgangen til koncerten.

Du finder din guide til din app-billet her

Det er en rigtig god idé at downloade billetter og finde ud af så meget som muligt om arrangementet, inden du ankommer til pladsen. Har du brug for hjælp i forbindelse med din billet, er Billetlugen til stede ved indgangen.

Alle detaljer omkring billetter er beskrevet på Billetlugens hjemmeside. Vi anbefaler billetkøbere at læse denne information grundigt igennem i god tid inden koncerten. Her finder du svar på alle øvrige billetspørgsmål inkl. forholdsregler og procedurer i tilfælde af aflysning https://www.billetlugen.dk/campaign/edsheeran

Hvis du mod forventning oplever, at du er blevet snydt eller i øvrigt har spørgsmål til din billet, skal du altså kontakte Billetlugen, der står for billetsalget til koncerterne.

Alle ståpladser befinder sig på et åbent område. Du kan derfor sagtens finde dine venner på selve pladsen, selvom jeres billetter eventuelt angiver forskellige indgange.

BØRN & BABYER

Alle på pladsen skal have gyldig billet, uanset alder. Det er ikke muligt at medbringe barnevogne, klapvogne eller lignende til eventuel transport af de mindste gæster på pladsen.

TRANSPORT TIL OG FRA KONCERT

Øresundsparken er valgt som koncertsted, fordi den ligger logistisk godt (og smukt) – tæt på lufthavn, metro, motorvej samt offentligt transport og samtidig i cykelafstand til Københavns centrum og brokvarterer.

Vi er rigtigt mange – 45.000 – der hver dag skal dele koncertoplevelsen. Vi anbefaler, at man tager offentlig transport, cykler eller går til koncerten, da offentlig parkering i området er særdeles begrænset. Vi har gjort alt, hvad vi kan, for at forberede afviklingen ned til mindste detalje. Du skal indstille dig på, at det tager en del tid at komme ind på pladsen og ud igen. Desuden er dele af Amager Strandvej spærret i perioden. Kommer du i bil til København, er det en rigtig god idé at parkere i lufthavnen eller tage offentlig transport til koncerten.

Parkering til 199 DKK i Københavns Lufthavn – en gåtur fra koncertpladsen

Kommer du i bil, har vi gjort det nemt for dig. I samarbejde med Københavns Lufthavn tilbyder vi nu et begrænset antal parkeringspladser* med rabat til Ed Sheeran koncerterne i dedikerede parkeringsanlæg. Herfra er det let at komme til koncertpladsen, cirka 25 min. gåtur.

Følgende er gældende ifm. booking af parkering:

  • Pris: 199 DKK på udvalgte anlæg, som kan ses på bookingsiden på cph.dk
  • Indkørsel: Fra kl. 09.00 på koncertdagen
  • Udkørsel: Senest kl. 03.00 natten efter
  • Varighed: Mellem 4 og 18 timers parkering

Book Parkering i Københavns Lufthavn:

Torsdag d. 28. august: KLIK HER

Fredag d. 29. august: KLIK HER

Lørdag d. 30. august: KLIK HER

Søndag d.31. august: KLIK HER

Kommer du på cykel?

Du finder cykelparkering på 10-øren, tæt på koncertpladsen.

Offentlig transport

For at gøre din rejse til og fra koncerten så nem som muligt, anbefaler vi følgende transportmuligheder:

🚇  Metro – den hurtigste vej til koncerten

Tag metroens M2-linje til Femøren Station, som ligger få minutters gang fra koncertområdet og er den nemmeste og mest direkte måde at komme frem på. Metroen kører hyppigt både før og efter koncerten.

🚆 Tog – til og fra København H og videre ud i landet

Hvis du kommer langvejs fra, kan du tage toget til Københavns Lufthavn, hvorfra du nemt kan skifte til metroens M2-linje mod Femøren St. Fra Københavns Lufthavn er der gode forbindelser til/fra København H og videre mod Fyn og Jylland. Derudover er der tog fra Københavns Lufthavn mod Sverige, hvis du kommer fra den anden side af Øresund.

🚌  Bus – flere forbindelser til området

Flere af Movias buslinjer kører tæt på Øresundsparken og Femøren Station, bl.a. 5C, 31 og 78.

Planlæg din rejse på Rejseplanen.dk

Tjek Rejseplanen.dk til at finde den bedste rute og afgangstid for dig. Vi anbefaler at tage afsted i god tid, da mange mennesker forventeligt ankommer med bus, tog og metro.

Kom nemt og billigt rundt med DOT Eventbillet
Tag nemt til koncerten med bus, tog og metro – og spar penge på transporten med en Eventbillet, der giver ubegrænset rejse i 12 timer. Det findes to varianter: Lille Eventbillet til 30 kr., som er gyldig i Københavns centrum (zone 1–4) og Stor Eventbillet til 60 kr., som er gyldig i hele Hovedstadsområdet (zone 1–99). Køb din billet i DOT Billetter app eller læs mere på eventbillet.dk.

Vær i øvrigt opmærksom på

Vi kan kun igen understrege, at der er stærkt begrænset offentlig parkering i området, og kraftigt anbefale, at man helt lader bilen stå eller parkerer i lufthavnen. Benyt dig i stedet af den udvidede offentlige transport, som i anledning af koncerterne har indsat ekstra kapacitet til og fra Øresundsparken. Vær opmærksom på, at du må regne med ekstra rejse- og ventetid og eventuel kø.

Vi håber, at du væbner dig med lidt ekstra tålmodighed, og opfordrer til at du tager afsted hjemmefra i rigtig god tid. Vi anbefaler, at du ankommer mindst to timer inden koncertstart, så der er god tid til at få alle ind på pladsen i god ro og orden.

Koncertpladsen er åben fra klokken 16.00, og den første artist går på scenen klokken 18.00. Koncerten slutter cirka klokken 22.30.

Orienter dig om din optimale rute, i forhold til hvilken indgang du skal benytte inden koncerten – der vil være skiltning i hele området.

BETALING PÅ PLADSEN

Du kan udelukkende betale med kreditkort (Dankort, MasterCard, osv.) i alle boder og barer på pladsen. Du kan IKKE betale med kontanter eller med MobilePay, så husk kreditkortet, når du skal afsted.

SIKKERHED

Vi har forberedt os nøje på at give dig en tryg og velorganiseret koncertoplevelse.

Skulle der – mod forventning – blive behov for at evakuere koncertpladsen, er nødudgange tydeligt afmærket, ligesom vores Security via højtaleranlægget vil guide alle trygt ud fra området.

Vi er 45.000 mennesker fordelt på 12.000 siddepladser og 33.000 ståpladser på koncertpladsen. Sådan er pladsen indrettet, og det er der god plads til. Det betyder, at du primært skal opholde dig på din plads, medmindre du er på vej til en madbod, bar eller et toilet. Det er altså af sikkerhedsmæssige årsager ikke muligt at stå, hvis man har købt siddeplads, og vice versa. Det betyder samtidig, at det er nemmere for dig at finde dine venner og familie igen, hvis du skulle ”blive væk”.

Detaljer om de gældende sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med et så stort arrangement er fortrolige, men vi kan oplyse, at der er udarbejdet en detaljeret sikkerheds- og flugtplan, som er forhåndsgodkendt af myndighederne og politi, som vi følger, hvis der skulle ske en ulykke eller opstå en trussel.

Der vil desuden naturligvis være synligt sikkerhedspersonale, samaritter og politi til stede på pladsen før og under koncerten, som du altid kan henvende dig til, hvis du føler dig utryg eller har brug for hjælp.

Vi skal desuden oplyse, at der vil blive anvendt strobelys, laserlys og pyroteknik under koncerten.

SÆRLIGE BEHOV?

Vi har gjort os umage med, at adgangen til koncertpladsen er handicapvenlig og har dedikerede områder med podier til kørestolsbrugere.

Der er handicaptoiletter ved samtlige toiletområder.

Ved køb af en såkaldt kørestolsbillet kan du gratis have en ledsager med. Det kræver et officielt ledsagerkort. Oplys, at du har en ledsager med, når du køber billetten, da der ikke kan udstedes ledsagerbilletter på koncertdagen.

Har du spørgsmål i forbindelse med adgang til kørestolspodiet eller andet i relation til et eventuelt handicap, kan du kontakte Billetlugen på +45 70 26 32 67.

Det er af sikkerhedsmæssige årsager ikke muligt at tage rollator med ind på koncertpladsen uden en kørestolsbillet. Er du ikke i stand til at deltage i koncerten uden, bedes du henvende dig til Billetlugen på +45 70263267.

Showet er stort og spektakulært, så du kan forvente et stort lysshow, inklusive hurtigt blinkende stroboskoplys – som kan være til gene for nogen – samt pyroteknik undervejs.

Oplever du problemer i løbet af dagen, så hiv venligst fat i Security, så vil vi forsøge at hjælpe dig på bedste vis, så din oplevelse på pladsen bliver så god som mulig. Vi vil, også efter koncerten, være meget taknemmelige for alle input og eventuelle kritikpunkter i forbindelse med pladsens tilgængelighed, så vi i fremtiden kan gøre det bedre, hvis der er noget, vi har overset eller skal ændre for at alle får en god oplevelse.

MERCHANDISE

Det officielle Ed Sheeran-merchandise kan udelukkende købes i de officielle boder på koncertdagen.

GARDEROBE

Der er ikke adgang til nogen former for garderobe eller anden opbevaring af bagage, paraplyer eller andre effekter, som man ikke må medtage på pladsen. Kommer du direkte fra lufthavnen eller København H, kan bagagen opbevares her. Vi gør opmærksom på, at alle genstande, der ikke kan medtages på pladsen, skal efterlades udenfor på eget ansvar. Vi kan desværre ikke hjælpe med nogen former for opbevaring.

HVAD SKAL DU HUSKE AT MEDBRINGE?

For at du får den allerbedste koncertoplevelse, anbefaler vi, at du husker følgende på dagen:

For at sikre, at du kommer hurtigt og nemt ind på pladsen, skal du før indgang:

  • Sørge for, at din mobiltelefon er fuldt opladet, og at du eventuelt har en powerbank med.
  • Mødes med din gruppe, så I kan gå ind sammen med den af jer, der har booket billetterne. Også selvom I har fordelt billetterne imellem jer.
  • Aftal eventuelt et mødested uden for pladsen, så I kan finde hinanden og følges sikkert hjem, hvis I skulle blive væk fra hinanden under koncerten.

🔋 Vær særligt opmærksom på, at der er masser af strøm på din mobil, da du skal fremvise din elektroniske billet ved indgang.

Hvis du løber tør for strøm, så henvend dig i billetkontoret ved indgangen, som kan hjælpe dig med at finde din billet. Hvis du er så uheldig at miste din mobil eller skifter nummer inden koncerten, så kontakt Billetlugen direkte.

På pladsen skal du huske:

  • Din elektroniske billet, som du downloader i din app. Læs alt om billetapp på billetlugen.dk.
  • Billed-id.
  • Tøj og fodtøj, der passer til vejrudsigten på dagen. Vi skal være udendørs og længe oppe. Medbring for eksempel også en let regnfrakke. Du må IKKE medbringe paraply på pladsen.
  • Kreditkort, som er det eneste betalingsmiddel på pladsen.
  • Små lommekameraer og mobiltelefoner er tilladt.
  • Du må gerne medbringe en lille taske (f.eks. et lille net eller en mulepose).
  • Tålmodighed! Vi er mange mennesker, som skal bruge pladsen undervejs, og som skal ud igen. Kø kan forekomme.

Generelt er det sådan, at jo mindre du medbringer, jo hurtigere kommer du ind. Vær opmærksom på, at det IKKE er muligt at få ting i garderobe eller opbevaret under koncerten, så det er op til dig selv, hvad du vil gøre af eventuelle ting og sager, som du ikke kan medbringe på pladsen. Eventuelt efterladte tasker og ting vil blive fjernet og skrottet af sikkerhedspersonalet. Vi er IKKE ansvarlige for de ting, du eventuelt medbringer, og som ikke kan medtages på pladsen.

HVAD SKAL BLIVE HJEMME?

Vi er 45.000 mennesker fordelt mellem ståpladser og siddepladser på koncertpladsen, og det er der god plads til. Afstandskrave er heldigvis fortid i Danmark, men derfor skal vi stadig være fornuftige og passe på hinanden.

Af samme grund er det IKKE tilladt at medbringe:

  • Paraplyer
  • Klapstole / Festivalstole / Krykker
  • Skamler, taburetter og tæpper
  • Mad og drikke i hvilken som helst indpakning
  • Drikkedunke
  • Termokander og krus
  • Dyr
  • Våben eller genstande, der kan anvendes som våben
  • Professionelt fotoudstyr, spejlreflekskamera, båndoptager, videokamera, lyd- og videooptager
  • Selfiestang
  • iPads / tablets
  • Grill o.l., som bruges ved hjælp af åben ild
  • Fyrværkeri, inkl. romerlys og røgbomber
  • Alkohol og alle former for stoffer
  • Laser pen
  • Bannere & flag
  • Store tasker/rygsække og kufferter. Med stor taske menes alle former for bagage og opbevaring, der er større end et lille net eller mulepose.
  • Barnevogne og klapvogne
  • Dronekameraer pga. sikkerheden omkring lufthavnen.
  • Det er af sikkerhedsmæssige årsager ikke muligt at tage rollator med ind på koncertpladsen uden en kørestolsbillet. Er du ikke i stand til at deltage i koncerten uden, bedes du derfor henvende dig til Billetlugen på +45 70263267.

Du kan hjælpe os med at minimere kø og problemer i indgangen ved ikke at medbringe andet end det absolut mest nødvendige – og tilladte – på pladsen.

Hvis du eventuelt kommer direkte fra lufthavnen og medbringer bagage, kan denne ikke medtages eller opbevares på pladsen, og du vil derfor blive afvist i døren. Bagagen kan opbevares i lufthavnen og afhentes efter koncerten.

Du vil også blive afvist i døren, hvis Security vurderer, at du er tydeligt fuld eller på anden vis tydeligt påvirket.

Vores sikkerhedspersonalet har ret til at visitere dig og din (lille) eventuelle taske (ikke større end et lille net eller mulepose) ved indgangen og har afgørende kompetence til at beslutte, om en genstand – eller person – kan tillades adgang til arrangementet eller ej.

HITTEGODS OG GLEMTE SAGER

Hvis du er så uheldig at glemme eller miste personlige ejendele under koncerten, kan du på aftenen henvende dig i indgangen. Finder du værdigenstande, kan de afleveres til sikkerhedspersonalet på pladsen. Efter koncerterne afleveres alle glemte sager til Politiets Hittegodskontor.

Hvis du medbringer ting, som ikke er tilladte på pladsen og derfor ikke kan komme med ind, er opbevaring under koncerten på dit eget ansvar. Vi stiller ikke garderobe og opbevaring til rådighed. Så tag kun det allermest nødvendige med.

MAD OG DRIKKE

Vi har sørget for, at det er muligt at købe mad og drikke på koncertpladsen, så du ikke behøver at spise hjemmefra.

På pladsen kan du købe følgende retter:

  • Umami Burger – kan laves vegansk, glutenfri og laktosefri
  • Flæskestegssandwich – kan laves glutenfri og laktosefri*
  • Falafelrullen – kan laves vegansk og laktosefri
  • Fish n Chips – kan laves laktosefri
  • Fritter – kan laves vegansk og laktosefri

*For at gøre flæskestegssandwichen glutenfri eller laktosefri skal flæskesværene fjernes.

ANDRE SPØRGSMÅL?

Mangler du svar på øvrige spørgsmål i forbindelse med din deltagelse i koncerten?

Så kan du kontakte os på [email protected].

Har du spørgsmål til din billet, så skal du kontakte Billetlugen på [email protected]

HVAD ELLERS?

  • Sørg for, at din mobil er opladt, og tag gerne en ekstra powerbank med, så du kan finde dine venner og familie og har adgang til din billet via mobilen.
  • Drik godt med vand! Du skal danse og synge i timevis.
  • En gang til: Download din billet – ellers kommer du ikke ind.
  • Klæd dig efter vejret, og lad paraplyen blive hjemme.
  • Pas rigtigt godt på hinanden, og nyd fællesskabet og musikken.
  • Kom i rigtig god tid og find din plads. Pladsen åbner klokken 16.00. Koncerterne starter klokken 18.00 og slutter cirka 22.30.
  • Træk vejret og nyd den dejlige aften. Det kommer til at tage tid, når alle skal forlade pladsen på én gang.
  • Del meget gerne dine billeder og videoer med os og resten af verden online på @smashbangpow.
  • Hav en helt fantastisk aften til danmarkshistoriens største koncertevent i Øresundsparken med Ed Sheeran – og dig.

JEG FANDT IKKE SVAR PÅ MIT SPØRGSMÅL – HVAD GØR JEG NU?

Hvis du ikke fandt svar på dit spørgsmål i denne FAQ, så bedes du sende en mail til billetlugens kundesupport på [email protected]